Sri Lanka 2019

 

Torsdag og fredag

Afgang fra København torsdag aften.
Flyskift i Doha – Qatar.
Ankomst til Colombo – Sri Lanka
fredag eftermiddag.
Perfekt. 

Afhentning som aftalt i lufthavnen og indkvartering på strandhotel i Negombo. Dejligt bare at sidde i strandkanten, gå i vandet og nyde en mango juice.

 

 

Lørdag

Motorcykler udleveres lørdag eftermiddag. Vi kører en tur på et par timer rundt om Negombo Lagoon. Nyder solnedgang over vandet og får også prøvet at køre i regnvejr på den sidste del af turen i tusmørke.

Alle får fornemmelse for en ny motorcykel under fremmede forhold – der jo også indebærer kørsel i venstre side af vejen. 

 

Søndag

Motorcykeleventyret starter for alvor søndag morgen kl. 9 med afgang fra Negombo og kursen sat mod Anuradhapura – øens første hovedstad.

Vi kører langs Sri Lankas vestkyst og gør holdt for frokost i Putttalam. Herefter forsøger vi at køre gennem skov og tæt bevoksning men må vende om, fordi kraftigt regnvejr har lukket vejene her. Så vi tager den seværdige hovedvej for at nå det sidste stykke vej til Anaradhapura.

Vi bliver indkvarteret på et dejligt hotel og har tid til at se de historiske bygningsværker og ruiner fra Lankan civilisationen.

 

 

Mandag

Mandag starter tidligt og der er både meget kørsel og mange aktiviteter på programmet.

Vi tager sigte mod kongeklippen Sigiriya, der ligger midt på øen. Vi når at bestige klippen – fantastisk. Det er også i Sigiriya at vi tager på elefantsafari og faktisk kommer til at se en del elefanter – efter at have ledt ganske meget efter dem.

Målet for mandagens kørsel er Pasikuda og et specielt overnatningssted der ligger for sig selv lige ud til vandet. Vi når dertil sidst på dagen efter en smuk tur gennem rismarker og små byer.

Der er kræfter tilbage til en god drink og aftensmad. 

 

Tirsdag

De morgenfriske starter tirsdagen med en svømmetur i Den Bengalske Bugt eller poolen.

Forud venter en lang køretur gennem afvekslende natur og mange forskellige typer veje. Vi passerer blandt andet Kong Parakrama’s Sø – som er et af de mange menneskeskabte resoivoirs på Sri Lanka. Utroligt at se. For at nå dagens mål som er øens hovedstad – Kandy – skal vi højt op i bjergene og nyder her bare at køre og opleve.

Trafikken det sidste stykke vej ind til Kandy er som altid overvældende intens. 

 

Onsdag

Onsdag starter med en rundtur omkring Kandy. Vi når op i bjergene der omkranser byen og nyder udsigten.

Herefter tager vi en hyggelig tur gennem det centrale Sri Lanka frem til det nye England – Nuwara Eliya. Vi kører igennem mange theplantager og får da også besøgt en thefabrik.

Nuwara Eliya ligger godt 2.000 meter over havets overflade og var englændernes yndede fristed på øen.

Her er temperaturen altid meget behagelig og byen har både egen golfklub og heste væddeløbsbane. 

 

Torsdag

Planen for torsdag er at køre gennem Horton Plains National Park, komme ud at gå i naturen og se “Worlds End”. Da vi kommer frem til Parken, finder vi ud af at det desværre er for diset, til at dette kan lade sige gøre.

I stedet for vælger vi at tage til Haputale hvorfra man fra “Liptons Seat” også kan nyde en storslået udsigt. Og kørsel op og ned af små og mindre bjergveje. 

Da vi stopper op ved et lille thested i bjergene på vej tilbage til Nuwara Eliya, får vi  lov til at spille med i baseball  med nogle af lokale boldglade. Vi kommer som dem også til at skyde bolden langt ud i naturen. Så hyggeligt.

 

Fredag

Fredag byder på store oplevelser. Vi kører den berømte “Devils Staircase”, hvor vi kun kommer langsomt frem – med store anstrengelser – men stor fornøjelse. 15 km i løbet af godt 3 timer. 

Velfortjent gør vi holdt for frokost og når lige at komme i ly – i forhold til at et kæmpe regnvejr bryder ud. En times tid senere klarer det op – og vi er også klar til at køre videre. 

Vores mål er at komme langt ud på landet blandt theplantager og rismarker og det lykkes os her at finde et dejligt sted at hvile ud, spise og overnatte. 

 

Lørdag

Lørdag kører vi en forholdsvis afslappende tur tilbage til Negombo. Vi passerer mange små landsbyer og oplever lørdagslivet her. Kørsel gennem hovedstaden Colombo er altid lidt af en oplevelse. Vi får afleveret vores motorcykler og er klar til at hygge videre på stranden. 

Tak for denne gang. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *